Here, There and Everywhere

[Evan Riley]

- Prof. Leviathan Wolf III -

Here, There and Everywhere

---

Fem minutter over. Ti minutter over. Den blonde brite havde ikke spor travlt, og tog sig god tid, med at vælge det helt rigtige stykke gyldne brød, før han tænkte at han nok hellere måtte se at gå til time. Forsvar mod mørkets kræfter startede klokken hel, men Evan havde al tid i verden. Desuden var han kommet for sent, til lige netop dén time hele ugen, og det eneste han havde fået fra Professoren, var en skuffen rysten på hovedet. Hvis det var det eneste der skete, så kunne han da ikke se, hvorfor han skulle gå op i tid og punktlighed. Professoren var jo fuldstændig ligeglad.



Han var kommet op af de første trapper, kluntet og haltende, da synet af et par elever med deres bøger på slæb, huskede ham på, at han havde glemt sin egen på sin seng. Oh well. Den blonde dreng trak dovent på skuldrene og begyndte at fløjte en melodi, som han engang havde hørt, da han var barn. Han orkede ikke at hente sin bog, når han alligevel kunne kigge med hos sin sidemakker.

Han var kommet til døren, som førte ind til timen og han lukkede den op, uden at banke på. Hans fløjten satte pause på undervisningen, men han havde ikke opfattet at hans læber stadig var formet som et ’o’. Et par sekunder efter, og præcis 23 minutter for sent, havde han fundet sin plads, og spurgt sin øjenhimlende sidemakker om han måtte læse med, da han havde glemt sin bog.



Først da han var færdig med at snakke, og havde sat sig til rette med sit højre, skadede ben oppe på en tom stol, stirrede han afventende op på sin professor, som om det var ham, som havde sat hele timen i stå. Han kunne måske have fået et par få point for sin entré, hvis ikke hans slips var bundet skævt og hans skjorte sad halvt oppe af bukserne og var knappet skævt. Han havde tydeligvis ikke forberedt sig på noget som helst, but who could blame him? Det var jo stadig tidligt på dagen!

[Deleted]

Det var for ingen af eleverne på hele skolen en hemmelighed, at professor Wolf på ingen måde tolererede, at man var for sent på den. Først gang kunne han tilgive det, men man kunne tydeligt mærke forskel på hans humør, hvis en elev kom for sent. Han kunne gå fra sit normale, udtryksløse humør til meget meget gnaven, hvis man ikke kom til tiden eller der før. Man elever havde gennem de år, han havde undervist på skolen forbandet professorens besættelse af tiden på mange forskellige måder, men det havde på ingen måde ændret professorens holdning. Man skulle komme til tiden og for den sags skyld være forberedt, for Levi var et ordensmenneske ud over alle grænser, og da specielt når det gjaldt andre mennesker. Han kunne med nød og næppe holde sit eget rod ud, da han havde en eller anden ting med, at han kunne havde haft alt tid i verden, men stadig ikke have tid til at rydde op. Men andres rod kunne han overhovedet ikke holde til, hvilket ofte fik folk til at fejlbedømme ham for at være arrogant og stolt, hvilket ikke var tilfældet, hvis man lærte ham at kende.
"Men som de andre utilgivelige forbandelser, så kan man selvfølgelig heller ikke bare kaste Imperio ved et sving med sin tryllestav," fortalte professoren eleverne, eftersom de var godt inde i timen, der for i dag omhandlede Imperius forbandelsen. "Der skal ikke blot et bestemt talent inden for mørk magi til, men man skal også mene det. Det er ikke muligt at gøre, bare fordi man har lyst, man skal virkelig mene det. Så I kan godt glemme alt om at lave den på en professor... Nåh, men ikke desto mindre-" Han afbrød sig selv, da døren gik op og den elev, som Levi allerede fra starten af havde lagt mærke til manglede trådte ind med en lidt for komfortabel og rolig mine. Levi stod blot og spidede ham med sine kolde, hårde øjne, indtil den unge mand satte sig ned på en højst upassende måde, der kun gjorde Levi endnu mere rasende, og kom man tæt nok på, ville man sikkert næsten kunne høre ham skære tænder ved denne opførsel. Men det var ikke først gang, det var sket, og Levi ville ikke tage det længere. Han gik derfor med ret ryg og langsomme skridt ned mod hr. Riley uden et sekund at fjerne blikket fra ham. Han stod stille nede foran bordet og nedstirrede drengen et par sekunder, inden han sagde. "Du bliver efter timen. Og ret dig ordentligt op, du ligner en abe i den der stilling," hvorefter han vendte ryggen til ham og fortsatte med at tale om forbandelsen.

[Evan Riley]

I et øjeblik troede Evan at han endnu en gang havde sluppet godt fra det. I et øjeblik troede han, at han havde masser af tid efter skole, til at møde op med sine venner og hvad end det nu var han brugte tagen på, men nej. Han havde fulgt Professoren med sine blå øjne, idet han langsom kom tættere på. Evan rykkede sig ikke ud af flækken. Det var i den grad ikke et godt tegn, når dette skete. Han skulle til at åbne munden, for komme med én eller anden form for undskyldning, men Professoren var for hurtig, og Evan lignede mest af alt, én som havde fået en tromler lige i fjæset.
”Hvad?!” Endnu engang afbrød han, med sin tykke, britiske accent, da Professor Wolf endnu en gang havde sat timen i gang. ”Det kan du da ikke mene!” Hans næsebor vibrerede, hvilket hans venner og fjender kunne genkende som et irritationstegn.

Han havde ikke tænkt sig at kommentere på, at professoren lige havde kaldt ham en abe. Han slog til gengæld benet ned, for at rejse sig op og slå sine hænder ned i bordet, i protest. Det ville han ikke finde dig i. Hist og pist kunne man høre folk hviske og fnise af hans opførsel, men han var bedøvende ligeglad. Det var ikke første gang det var sket. Dog var det ikke så tit Deres Professorer som var offer, for Evans små, hysteriske udbrud.
”Jeg kan da ikke gøre for at nogle idioter har bygget så forbandet mange trapper på det her sted! Jeg ville nok komme til tiden, hvis jeg ikke skulle op på Hospitalsfløjen hvert femte minut!” Han hentydede til sit skadede ben, som om dét var skyld i at han gentagende gange var kommet for sent til kun den time. I virkeligheden irriterede trapperne ham ikke spor, det gik måske lidt langsomt, men det var egentligt kun hans egen dovenskab som forsinkede ham, men det behøvede folk jo ikke at vide, hvis det kunne bruges som undskyldning.
”Og nu vi snakker om Hospitalsfløjen, Professor-…” Et par elever himlede med øjnene, da de godt kunne hører at han skulle til at komme med endnu en falsk undskyldning; ”Jeg har faktisk en aftale deroppe efter skole, så De kan vel godt se at jeg umuligt kan blive her, kan De ikke?” Han lagde hovedet en anelse på skrå, og lod sine blå øjne hvile på Professor Wolf, tiggende, som en lille hundehvalp, som om det kunne gøre hans løgn mere sand.

[Deleted]

"Jo, jeg er skam ganske seriøs," Sagde Levi med ligegyldig både stemme og mine, inden han rømmede sig for at fortsætte sin informative tale om Imperius forbandelsen, som han selv syntes var et lidt for spændende emne, end det nok egentlig burde været for ham. Men så længe han da ikke benyttede sig af forbandelsen, så gjorde det vel ikke noget, at han havde denne interesse for den, gjorde det vel?
Han nåede dog aldrig at fortsætte, eftersom han endnu engang blev afbrudt af hr. Riley, så han vendte endnu engang sit fokus mod denne hyppige kilde til uorden. "Ja, og hvordan mon det problem kunne løses?" Sagde han med en stemme, der samtidig med at være kold og ligegyldig som altid var meget nedladende og bevidst lød som om han snakkede til et lille barn, hvilket denne dreng næsten kunne måle sig med efter Levis egen mening. Og i klasseværelset var det den, der talte, når det ikke var nogen debat, og det var det jo så tilfældigvis ikke lige nu. "Måske gå lidt før? Lyder det ikke som en fornuftig idé?" Han ventede ikke på svar på det retoriske spørgsmål, inden han gjorde mine til at ville fortsætte endnu engang. Han sendte dog først nogle piger, der sad og fnisede et strengt blik, så de holdt op, og han endnu engang havde ro. Eller det troede han da i hvert fald, han ville få. Men nej.
Han havde netop vendt ryggen til hr. Riley, men måtte nu endnu engang langsomt dreje sig omkring mod ham igen. Han kiggede på ham med et hårdt blik i nogle sekunder, inden han endnu engang gik ned mod hans bord med faretruende, men rolige og fattede skridt. Han standsede nede foran bordet endnu uden at sige et ord. Han lænede sig derefter ind over det og kiggede hr. Riley direkte i øjnende, inden han sagde: "det kunne måske være, du skulle have tænkt på det, inden du kom for sent." Derefter rettede han sig endnu engang op og vendte ryggen til ham, inden han satte kursen op mod tavlen igen for at fortsætte undervisningen, hvor han havde sluppet grundet de mange afbrydelser.

[Evan Riley]

Gå lidt før!? Som om han gad stå tidligere op, bare for at komme til en time, som han alligevel ville komme til at dumpe i, hans karakterer at dømme. Han var ikke rigtig typen som gad læse, eller studerer. Han skrev stile efter hukommelsen og nægtede at få hjælp, hvis det blev tilbudt af hans venner. Han vidste godt at han ikke var specielt dygtig, og for at være helt ærligt, så havde han det ikke specielt godt med at folk vidste hvor bagud han egentligt var, så han nøjedes bare med at lade som om det hele var okay. Der var uden tvivl også et par professorer som vidste det, men der var ikke nogen der havde hevet fat i ham, eller noget i den stil. Heldigvis.

Evan havde sat sig langsomt ned, og havde fået en klump i halsen, da Professor Wolf kom hen imod ham endnu en gang. Han kunne godt se at han var ved at blive godt træt af Evan, han håbede bare ikke at han havde trådt ham over tæerne en gang for meget.
Han holdte på vejret, da manden begyndte at sætte ham på plads, og han følte sig ærligt talt mindre end en tissemyre. Han slugte klumpen han havde i halsen, og han åbnede munden, for endnu en gang at svare igen og derved afbryde timen endnu en gang, men han blev selv afbrudt, da hans sidemakker greb fat i hans arm, og rystede på hovedet, som for at sige at han bare skulle lade være. For Merlin da også!
I stedet for at protesterer, lagde han så armene over kors, skød underlæben ud og stirrede op på den ældre troldmand med et blik som kunne slå en trold ihjel.

Og sådan tilbragte han resten af timen, han ville ikke engang lade som om at han fulgte med i hvad der foregik. Hvis han alligevel skulle bruge resten af dagen i det rådne klasselokale, så havde han jo masser af tid. Da timen endelig var færdig, og folk havde taget deres ting og var på vej ud, skiftede Evan position. Han lænede sig frem, for at lægge armene mod bordfladen og hænge sig hen over. Han lignede ikke en der ville overleve resten af dagen. Han åbnede dog sin kæft, da der ikke var andre end professoren og ham selv tilbage i rummet;

”Hvad havde De så tænkt sig at jeg skulle lave? Skrive at jeg er en afbrydende idiot, oppe på tavlen 100 gange!?” Han så skeptisk ud, idét han stirrede op på sin fangevogter.

[Deleted]

Det var ikke uvist for Levi, at hr. Riley på ingen måde var en af de bedre elever i klassen. Dette var selvfølgelig ikke noget, han ville sige højt for alle folk, for han var jo heller ikke ondskabsfuld, medmindre man virkelig gjorde sig fortjent til det. Han havde dog ikke i sinde at ydmyge hr. Riley eller nogen anden elev mere end højst nødvendigt, selvom det var den mest effektive måde at få dem til at holde kæft på. Det der emd at skælde ud på den, det drættede ofte bare af, hvis de var hårdnakkede nok, og det var der ofte nogen, der var. Levi gik derfor ikke inden for denne metode. Men evnen til at være god til at tale, den havde han altid behersket, hvilket ofte kom ham til gode i klasselokalet. Specielt når der var nogen, der skulle forstyrre. Det var meget mere effektivt bare at komme med en kvik bemærkning til dem, der ofte bare fik dem til at synke utilfredse ned i deres stole og gå i trods ved at være stille resten af timen. Selvom de så ikke fik sagt noget, så forstyrrede de jo i det mindste ikke de andre, så dette var langt at fortrække fremfor at starte et stort skænderi med dem.
Efter hr. Riley endelig holdt sin mund, fortsatte Levi undervisningen, som om han aldrig var blevet afbrudt, indtil han satte eleverne til at skrive deres stile om pågælende forbandelse, de havde om. Resten af lektionen fortsatte derfor i stilhed med undtagelse af de par gange, der var en elev, der spurgte om hjælp til opgaven. Da eleverne fik lov til at pakke sammen og gå lige på slaget, foregik det også ganske sagte, eftersom det havde været en så stille time, der havde smittet lidt af på deres energi niveau. Levi var nu heller ikke fan af teoretiske lektioner, men foretrak også de praktiske, men De Utilgivelige Forbandelser skulle de jo lære om, og det skulle bestemt ikke være ved en praktisk udførelse!
Levi blev inde i lokalet og kiggede strengt på hr. Riley, der åbenbart ikke havde opgivet at spille sej. Levi lod sig dog imidlertid ikke genere af dette og tog blot et kridt, der lå oppe ved tavlen og rakte det frem mod hr. Riley uden den mindste ændring i hans overlegne ansigtsudtryk. "Ikke just, hvad jeg havde i tankerne," sagde han, "men nu hvor du selv siger det, så hvorfor ikke?"

[Evan Riley]

Det havde højest sandsynligt været den kedeligste time, i hele Evans liv. Han var normalt rimelig energisk og snaksaglig i timerne, men ikke denne gang. Han havde siddet og skulet til Professor Wolf i hele timen, og lod som ingenting, når de fik besked på at skrive. Fandens så, om han gad!


Hans ord, omkring at skrive på tavlen havde været en joke. En joke, som professoren helt klart ikke havde fået fat på, siden han nu bad Evan om at gøre præcis hvad han lige havde sagt. Drengen hævede øjenbrynene, med et skævt smil, idet han stirrede op på læreren, som om han lige havde fortalt den værste joke i verden. Hans øjne gik fra kridtet, til mandens ansigt, og det gik hurtigt op for den yngre, at den uhyggelige mand ikke lavede sjov.
Evans øjenbryn faldt ned, og hans mund blev hurtigt til et omvendt smil. ”Du laver sjov…” Sagde han, og holdt øjenkontakt med Wolf. Manden lignede ikke én der lavede sjov. Evan himlede med øjnene. ”Det her er simpelthen for latterligt!" Han hev kridtet ud af hånden på den ældre, og rejste sig vredt op.

Han haltede hen til tavlen, og satte kridtet mod den, hvorpå han begyndte at skrive. Jo mere han skrev, jo mere vred blev han, så da han havde skrevet sætningen første gang, vendte han sig om imod professoren og smed kridtet ned i jorden. ”Jeg nægter altså at stå model til det her!” Det krævede nok en mester, til at kunne tyde Evans kragetæer, men så man godt efter, kunne man se at han havde stavet ’afbrydende’ forkert, og sat et komma hvor der ikke burde være et. Gud ved hvor mange gange hans mor havde bedt ham om at skrive ordentligt. Aldrig havde han lyttet til hendes kloge ord. 


”Er der ikke en dum elev, et eller andet sted, som du skal lære at læse, eller sådan noget fis?!” Han tog fat i et andet kridt, som havde ligget ved tavlen, for at kaste det mod Wolf. Han ramte selvfølgelig ikke. Ikke fordi han var en dårlig skytte, men simpelthen fordi han ikke havde nogen intentioner om at ramme ham. Han havde virkelig ikke lyst til at skulle stå og gøre sig selv til grin… og endda ikke foran en professor, som han stod stirrede trodsigt på, idet han trak vejret dybt ind.

[Deleted]

Det varvist almindeligt kendt, at Levi ikke just var de sjove professor. Jovist gav han dem ofte en masse praktisk opgaver, eftersom han var af den overbevisning, at man lærte mest af dette, men selv var han ikke typen, man havde det sjovt med. Der var rigtigt nok begyndt at komme nogle lærere, der forsøgte at være venner med eleverne, men Levi mente nu alligevel, at man burde holde det at være lærer og elev med en smule adskillelse. Han var selvfølgelig ikke bare sur og streng for bare at være det, han havde jo en grund til det. Og det var dels at holde folk som hr. Riley på et minimum, for han ødelagde det jo ikke kun for sig selv ved at sidde og forstyrre. Levi gjorde sjældent noget ved det, når eleverne ikke fulgte med, men bare sad i deres egen verden. Det var når, de forstyrrede de andre, han slog til. De havde jo ikke just bedt om at blive afbrudt midt i en nyttig lektion, og der var da også blevet sendt mange skadefro blikke fra de mere koncentrerede elever (hovedsageligt var det pigerne), mod dem, der var knap så villige til at lære noget i timerne.
Levi stirrede fortsat blot nedladende på hr. Riley, da han begyndte at protestere mod hans ordrer. Drengen gjorde jo alligevel, hvad han blev bedt om denne gang. Dog tydeligvis ikke med sin gode vilje, for han have kun lige fået skrevet den første sætning færdig, inden han begyndte at smide kridt efter Levi, der blot kiggede uimponeret på ham og hans kommentarer. "Det skulle du måske have tænkt på, før du begyndte at forstyrre mine timer," sagde Levi, fuldkommen ligeglad med, hvad hr. Riley havde lyst til at stå model til eller ej. Det var hans egen skyld, at han nu var i gang med dette, og han skulle bestemt ikke få lov til at slippe for det ved at begynde at opføre sig endnu værre end i forvejen.
"Nej, men jeg har en, jeg tydeligvis skal lære at stave," sagde han blot fuldstændig upåvirket og nikkede op mod det, som hr. Riley havde skrevet på tavlen. Håbløst, men Levi var nu alligevel ikke typen, der bare sådan smed det hele på hylden. Specielt ikke i disse situationer. Han svingede sin tryllestav og kridtet samlede sig selv og fløj op til tavlen. "Du har værsgo at fortsætte," sagde han så.

[Evan Riley]

”Tsk!” Han himlede med øjnene over Wolfs ord om, at drengen bare kunne have ladet være med at forstyrre i professorens timer. ”Du kan da bare lade være med at holde timer, når jeg forstyrrer!” Han slog ud med armene og kunne udmærket godt hører hvor åndsvagt det havde lydt at sige sådan. Det lød som noget et 9-årig kunne finde på at råbe til sin mor, men nu var Evan jo heller ikke den mest modne person i verden. Han fik dog pludselig et overrasket udtryk i ansigtet, da manden åbnede munden endnu en gang.

Evan ville ønske at han var én af de heldige personer, hvis rødmen ikke kunne ses, eller i det mindste bare var lidt mindre synligt end hans. Han var én af de uheldige, hvis rødmen var ligeså tydeligt, som en sort klat på en hvid trøje. Hele hans ansigt var rødt, rødmen nåede hele vejen op til hans ører og han lignede ærlig talt, én som havde fået en allergisk reaktion. Han stirrede overrasket på manden, som lige havde forsaget denne ’allergiske reaktion.’ Evans mund var lukket, og hans smalle læber var stramme, idet hans næsebor vibrerede og hans ører vrikkede svagt. Drengen var tydeligvis irriteret over mandens ydmygende ord, omkring hans stavning, og han så tilbage på tavlen for at prøve at finde ud af hvor fejlen lå. Han kunne ikke se det. Han kunne simpelthen ikke finde ud af hvor fejlen var. Han kneb øjnene sammen, som om det kunne gøre fejlen tydeligere at spotte. Han øjne stoppede ved ordet ”afbrydende”. De der lange ord, gjorde ham altid i tvivl. Han lod sin ene hjørnetand glide ud, for at bide ned i sin underlæbe, og vendte sig om imod Professor Wolf igen, med et spørgende blik.
”A-V-B-R-Y-D-E-N-E?” Han stirrede mistroisk på læreren. ”Det er sgu da sådan…? Er det ikke?” Han havde været så sikker, men nu havde den idiot mand gjort ham i tvivl, hvilket man kunne se på den måde Evans fingre sneg sig op for at presse på hans øreflip, hvilket var et tegn på usikkerhed fra hans side af.


Drengen havde for mange år siden fået at vide at han nok var ordblind, men han tog det ikke seriøst. Han var alligevel ikke typen som læste og skrev, så da hans mor havde bedt ham om at gøre professorrene opmærksomme på hans lille handicap, havde han bare svaret ”ja-ja.” Han havde ikke fortalt dem en dyt. Det kom på ingen måde dem ved hvordan Evan havde det med ord!

[Deleted]

Den eneste form for reaktion hr. Riley fik med sin kommentar var et par hævede øjenbryn fra Levi, der ikke var just imponeret over hans comeback. "Jeg håber du selv kan høre, hvor latterligt det der lød," pointerede han i en ligegyldig tone. "Men for en sikkerheds skyld, så vil jeg gerne bede dig om at gentage det inde i dit hoved og tænke lidt over det." Selvom enhver anden lærer måske var blevet sur eller havde valgt at ignorere en kommentar som denne, så var Levi meget anderledes på det punkt. Hans tålmodighed var næsten endeløs, og han nægtede på det groveste at lade en elev vinden i en situation som denne. Det ville i hvert fald ikke give en synderligt respekt som autoriteten, hvis han gjorde det.
Det var med stor tilfredshed, at Levi betragtede drengen rødme kraftigt, selvom han ikke gav udtryk for det. Han fastholdt sit ligegyldige udtryk, hvilket ikke var et problem for ham. Han måtte dog hæve øjenbrynene endnu engang, da drengen tydeligvis ikke vidste, at han havde stavet forkert. Levi havde ellers troet, at det bare var et virkelig dårligt forsøg på at være trodsig, at han bare ikke gad stave rigtigt, men det lød faktisk som om, han slet ikke vidste det. Levi lagde armene over kors, men så ikke så streng ud som før, selvom hans ansigtsudtryk endnu ikke havde ændret sig. "A-f-b-r-y-d-e-n-d-e," sagde han roligt, "og der skal ikke være noget komma i den sætning," tilføjede han uden at lyde så arrogant, som han ellers havde tendens til at gøre, når han ikke var just imponeret over eleverne. Men han havde sig et princip om, at han ikke ville nedgøre eleverne for at have svært ved et eller andet, så selvom hr. Riley netop havde opført sig som et fjols, så ville det ikke opmuntre han til at forbedre sine færdigheder, hvis ikke han fik en hjælp, som han gad høre på. Selvom han måske ikke gad lytte til Levi, så ville det nok alligevel virke bedre, end at nedgøre ham for dette.
"Hr. Riley, jeg har faktisk bemærket, at du ikke just er den stærkeste til at stave," sagde han så og betragtede endnu engang hans sætning. "Er det et problem, du altid har haft, eller er det fuldt bevidst, at ikke gør dig umage med det?" Det kunne meget vel være, at han ville finde dette spørgsmål endnu mere provokerende, men selvom det ikke var hensigten, så var det jo nødvendigt at finde ud af det. Der var jo forskel på dovenskab og på at have en rent faktisk problem med det, og det virkede egentlig talt ikke til, at han selv var klar over, hvor dårlig han var til det, taget i betragtning af, at han trods alt var på sin 6. årgang.

[Evan Riley]

Det havde faktisk undret Evan en hel del, at manden ikke blev sur på ham. Nu havde han både kastet med ting og råbt og skabt sig. Og det eneste professoren gjorde, var at snakke stille og roligt, dog lagde Evan mærke til at der var forskel. Mandens ansigtsudtryk ændrede sig, og det samme gjorde hans tone. Man kunne i hvert fald godt både se og høre forskel, fra da Wolf havde kommenteret dét Evan havde sagt om at lade være med at undervise når han forstyrrede, til dét næste han sagde om drengens stavning. Det første havde Evan himlet med øjnene til, ved det andet, kunne man dog tydeligt se en ændring i hans væremåde. Hans blå øjne søgte væk fra manden og han begyndte at bide i spidsen af sin tommelfingernegl. Han var uden tvivl blevet pinligt berørt over hele situationen. Det havde tydeligvis ikke været meningen at nogen skulle finde ud af hans ordblindhed, og derved stille spørgsmål til det… Og i den grad ikke en professor!

”Erhm…” Han rømmede sig, da Professor Wolf spurgte ind til problemet, om det var noget han altid havde haft problemer med. Han vidste ikke hvor god en idé det var, at fortælle om hans ordblindhed. Nu var det ikke fordi at han var overbevist om, at Wolf ville begynde at grine, eller sige det videre til alle mulige andre… Men det betød jo sådan set at professoren havde noget på Evan, som han kunne bruge imod ham, hvis han nu ikke, endnu engang, hørte efter i timen. Det brød briten sig egentligt ikke om, men på den anden side… Ville Wolf tilbyde at hjælpe, på én eller anden måde? Drengen havde bestemt sig for at tage den mest voksne beslutning han nogensinde havde taget; ”Det har jeg… Erh… altid haft,” afslørede han.

Han følte næsten at det var et nederlag, at han fortalte en anden om sine problemer. Normalt kom folk til ham, når der var noget galt og de behøvede hjælp. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv nu, men det føltes dog som om en vægt havde løftet sig fra hans skuldre. Det havde føltes godt at fortælle et andet menneske at man havde det svært med noget. Dog lod denne følelse kun at sidde i drengens bryst i to sekunder og så var den væk. ”Men hvad kommer det dig ved?! Det er jo ikke fordi du kan gøre noget ved det!” Han følte at han blev nødt til at forsvarer sig, også bare for ikke at lyde svag. Men nu var det jo heller ikke fordi, at manden havde én eller anden eliksir som kunne ændre den måde Evan læste og stavede på.

Drengen vendte sig om imod tavlen endnu en gang, denne gang hævede han dog armen, og brugte sit ærme til at viske det forkerte ord ud, hvorefter trampede ned og stillede sig foran professoren og satte en finger på hans bryst. ”Du kan lige vove på at sige det til nogen!” Han forsøgte at holde øjenkontakt, for at virke mere truende, men det virkede nok ikke ligeså godt som han håbede. Hans barnlige ansigt og babyblå øjne gjorde det ret svært for ham at virke skræmmende på nogen som helst måde. Evans seriøse mine forsvandt dog, og han kom, for første gang i den time, med et lille, jokende smil; ”Desuden er der ikke så meget at gøre ved det, Professor, jeg står ikke til at redde.” Han lod sin finger glide hurtigt ned af mandens bryst, hvorefter han stillede sig med ryggen til bordet, og satte sine håndflader på, idet han lænede sig tilbage. ”Næste år er mit sidste, og jeg kan måske 1/3 af teorien!” Grinte han.

[Deleted]

Hvis man så tilbage på den tid, hvor Levi havde være ansat på Hogwarts, så havde han vist ikke faret op over en elev en eneste gang. Han var engang blevet særdeles streng mod en elev, der nedgjorde mugglerfødte meget højrystet midt i en time, hvilket bestemt ikke huede Levi. Drengen havde fået sig op til flere eftersidninger, så varede lidt over en måned, inden han var færdig med, og de var blevet afsonet mindst tre gange om ugen. Særligt i weekenderne, hvor man mindst ønskede dem. Men dengang havde Levi jo haft god tid, selvom han ikke kunne komme udenom at at være begyndt at blive en smule stresset. Med hestene, Dragon's Alliance og nu også Dødsgarden at skulle spionere på samtidig med, at der også var den månedlige forvandling til varulv, som ingen andre på skolen kendte til. Det var begyndt at sætte sit præg på ham. Han var 'kun' 28, men så meget ældre ud. Ikke kun med hans fornemme beklædning, som han altid bar, men han der var sat sine spor i hans fremtræden. Han så ligeså arrogant og ligeglad ud som altid, men han så unægteligt ældre ud.
Levi nikkede som hr. Riley tøvende forttalte ham, at han altid havde haft problemer med at stave. I al den tid Levi havde haft ham, havde han selvfølgelig lagt mærke til, at det bestemt ikke var i verdensklasse, men dette var nu også mere for lidt selv at få ham til at indrømme, at det ikke bare var sjusk i en eller anden form for protest. At spørge på denne måde fik ham jo til selv at erkende, at det rent faktisk var et problem han døjede med. Ikke nok med at det, måske meget usandsynligt, kunne henne at være en øjenåbner for ham selv, så ville Levi for fremtiden heller ikke slå helt så hårdt ned på de mange stavefejl, nu hvor han efterhånden havde regnet ud, hvordan det hang sammen.
"Jo, det kommer faktisk mig ved. Resten af lærerstaben også, hvis jeg ikke tager meget fejl," sagde han med et komplet uændret ansigtsudtryk, der blot lignede det sædvanlige ligegyldige. Alligevel var der noget over det, der kunne afsløre, at der ikke var tale om komplet ligegyldighed. Han var heller ikke ligeglad, selvom folk ofte troede det. Han var ofte blevet beskyldt for at være usympatisk og ligeglad med andre mennesker, hvilket han hverken bekræftede eller benægtede når skete. Han var på ingen måde ligeglad med andre mennesker, men ønskede tvært imod at hjælpe, hvor han kunne. Men på den anden side, så var det jo også et velkendt faktum, at han ikke brød sig om at spilde tiden. Så han gad ikke engang nægte disse tåbelige beskyldninger, selvom de måske var bygget på et fair grundlag, hvis man så ud fra den facade, som han ubevidst havde kørende.
Endnu engang måtte han blot hæve øjenbrynene, da drengen forsøgte at virkede truende ved at komme helt op til ham. Men han bakkede nu alligevel væk, eftersom han havde en enorm klaustrofobi og bestemt ikke brød sig om det, når folk kom for nær. Han ville dog ikke lade ham sejre. "Du er måske af den overbevisning, at det er en sejr for dig ikke at kunne halvdelen af dine ting?" Spurgte han uden at sænke øjenbrynene. "Her må jeg skuffe dig på det groveste. Det kan godt være, det virker sejt at være ligeglad lige nu, men når du sidder trængt op i en krog af en dødsgardist om nogle år, fordi du ikke har kunne få et arbejde, og dermed ikke har råd til et sted at søge tilflugt i, så tror jeg, du fortryder ret så grundigt." Det var barskt sagt, men sådan var det. "Jeg har ikke i sinde at sige det videre til nogen, så det kan du være ganske rolig for. Men jeg har så til gengæld tænkt mig at tilbyde dig min hjælp, eftersom jeg udmærker mig inden for alle fag og sagtens kan hjælpe uden nogen behøver vide noget."

[Evan Riley]

Tsk. Resten af lærestablen? Han måtte da være totalt skudt i hovedet. Nok var, at drengen aldrig lavede noget i timerne, men hvis de andre professorer fandt ud af hvorfor, så ville han sgu da være totalt på spanden. Han vidste godt hvordan folk med et handicap blev behandlet; som om de var dumme og langsomme, og lærerne så altid på dem med det der blik som bare fik én til at ønske at man ikke eksisterede. Han ville ikke have at professorerne så på ham på den måde. Det havde han prøvet én gang før, og han nægtede simpelthen at lade det ske igen.
Evan havde ikke lagt så meget mærke til at Wolf trådte tilbage, da han kom tættere på. Han havde alt for travlt med at virke truende, at han ikke havde lagt mærke til om det overhoved virkede. Han havde simpelthen ikke regnet med det, siden professoren var så meget ældre end ham selv, og ærlig talt virkede lidt uhyggelig. I hvert fald ikke typen, som man måske ville lukke ind i et lokale med mange unge mennesker. Oh wait.

Drengen blev dog noget irriteret, da manden begyndte at himle op med, at Evan syntes at det var sejt at være ligeglad og blahblah noget med en dødsgardist. Den blonde hørte ikke så meget af det, da han kun bed mærke i den første del, og følte at han burde forsvarer sig. Han skubbede sig frem, så han ikke stod lænet op af bordet længere, og indtog den samme position som før, denne gang nøjedes han dog bare med at gå så tæt på manden som muligt, måtte stille sig på tæer for at komme så tæt på mandens ansigt som han kunne, og fulgte med, hvis manden endnu en gang trådte tilbage.
”Tror du at jeg synes at det er sjovt at være bagud?” Spurgte han højlydt, og måtte gribe fat i Professor Wolfs’ overarm, for ikke at falde, da hans dårlige ben pludselig gav efter. Det stoppede ham dog ikke, for at råbe videre; ”Ved du hvor mange gange jeg har fået skæld ud for ikke at lave mine ting? Og når jeg endelig har lavet og afleveret det, så har jeg fået sådan en snottet karakter, at det alligevel ikke ville gøre nogen forskel! Jeg er ikke ligeglad!” Hans næsebor vibrerede af irritation og frustration, så da han endelig var færdig med at råbe, sparkede han til et bord, med sit gode ben, for lige at få det sidste ud. Det virkede ikke, men det gav ham nok tid og luft til at høre hvad professoren sagde.

Så han ville hjælpe? Med hvad? Havde han tænkt sig at holde lektiecafé på sit kontor, bare for Evans skyld? Det var dog dét med at han ikke ville sige det videre, som fangede drengens opmærksomhed. Det ville jo være rimelig fedt hvis han kunne slippe for alle de dømmende blikke, og de pædagogiske ord. Men han havde ikke lyst til at virke som en idiot, ved at få lektiehjælp. Men havde han noget valg? ”Hvordan hjælp?” Spurgte han så, og sænkede paraderne, for at stirre spørgende op på professoren. En tanke faldt ham dog pludselig ind. ”Jeg har altså ikke penge til at betale på nogen måde, så du kan lige så godt glemme det.” Han kunne huske dengang hans ældste søster skulle have ekstra lektioner i skolen, hvor læreren skulle have penge for det. Det havde vist været rimeligt dyrt, og sådan nogle penge havde han altså ikke. Og det var ikke ligefrem fordi han kunne spørge sine forældre om hjælp.

[Deleted]

Med drengens ord var det ikke svært for Levi at regne ud, hvordan det hele hang sammen. Så han var altså ikke så ligeglad igen. I Levis ører lød det faktisk som om, han skammede sig en smule over det. Det var vel også forståeligt nok. Hvis Levi ikke tog meget fejl, så havde han sikkert gået på en mugglerskole, inden han begyndte på Hogwarts. Og hvis hans anelser om, at drengen var ordblind var korrekte, eftersom han åbenbart heller ikke havde let ved at læse det stof, han fik tilbudt, så var der faktisk ikke meget at sige til, at han ikke ønskede, at folk vidste det. Han havde oplevet den slags lærere før, og de gik vist meget pædagogisk til værks, hvilket kunne være nok til at gøre en sindsyg. Levi ville heller ikke have givet meget for en sådan behandling. Hvilket nok ikke sagde så meget, for han havde jo været en rod inden sin femte årgang. Det var først, da han var havnet i plejefamilie og James og rent faktisk havde sig et ordentligt forbillede, at han endelig kom til fornuft.
Ikke desto mindre, så måtte Levi hastigt træde tilbage igen, da han kom for tæt på endnu engang. Det gav også et ufrivilligt lille spjæt i ham, som om han netop havde fået et stort chok, da han greb fat i hans arm, hvorefter han med meget anspændthed trådte endnu et langt skridt tilbage. Ansigtsudtrykket var dog endnu det samme, som man næsten kunne have forventet. "Jeg ved det udmærket godt," sagde Levi efter kort at have fattet sig. "Sådan var jeg selv, da jeg gik i skole. Indtil de sidste årgange, hvor jeg endelig tog mig sammen." Måske knap så relevant, men det havde ofte en effekt på unge mennesker, at det ikke bare var en eller anden perfekt voksen, de stod og talte med, men en der faktisk vidst, hvad man talte om. Selvfølgelig havde Levi ikke givet meget for karakterer dengang og havde egentlig været ret så ligeglad med hvad lærerene gjorde ved ham, men den del behøvede han vist ikke nævne. Det ville sikkert ikke just gavne situationen lige nu.
Drengen ville vist gøre alt, hvad han kunne for ikke at skulle have ekstra hjælp, men Levi var stædig som et gammelt æsel, når der var noget, han virkelig ønskede at opnå, så han ville ikke give efter uden videre. "Jeg har heller intet ønske om, at du skal betale mig for det," informerede Levi ham. "Det bruger jeg skam gerne lidt ekstra tid på. Hvad jeghar i tankerne er selvfølgelig ikke, at du skal sidde stille i tre timer og forsøge at læse en bog. Men derimod forme teorien om til praksis, så du kan få en bedre forståelse for det. Du har desuden fat i noget med, at det snart er din sidst årgang, så jegkan selvfølgelig ikke gøre så meget, som jeg ellers ville. Men hvis du eventuelt har en stil eller noget, så skal jeg meget gerne rette den igennem for dig, inden du aflevere den, så du har en chance for at få rettet fejlene og den slags." Det lød ganske vist ikke af meget, men Levi var nu alligevel ret sikker på, at en simpel ting som at omdanne teori til praksis ville være en specielt stor hjælp i dette tilfælde.

[Evan Riley]

Denne gang lagde Evan mærke til det. Den ældre trådte tilbage, og så lettere stiv ud i ansigtet, hvilket fik Evan til at hæve øjenbrynet. Han åbnede munden for at kommenterer det, men blev afbrudt af mandens ord, om at han selv havde været ligesom Evan, dengang han selv gik i skole. Evan tvivlede på, at manden mente den del med at være ordblind. Det var nok mere det med at lave sine ting, komme til tiden og i det hele taget bare passe sin skole ordentligt. Det var jo ikke rigtigt fordi Evan havde lyst til at være dér, når han alligevel ikke fik noget ud af det. Det overraskede ham dog at en professor havde været sådan. For elever, var lærere jo bare voksne som var ordentlige og kom til lektionerne, fordi de skulle. Kloge mennesker, som jo altid havde været sådan. Men de elever tog vist grueligt fejl. ”Virkelig?” Mumlede han lavt, med et undrende udtryk i ansigtet. Han havde svært ved at forstille sig Professor Wolf få skæld ud, præcis som Evan, fordi han ikke havde lavet sine ting. Tanken fik ham dog til at smile en anelse, da 'teenage-Wolf' så nøjagtig ud, som 'voksen-Wolf.' 

Smilet var forsvundet igen, da de begyndte at snakke om den ekstra hjælp. Han ville ikke have penge for det, og det havde Evan egentligt heller ikke troet at manden ville. Han håbede bare en lille smule at han ikke skulle have hjælp, indtil professoren faktisk kom med et rimelig okay forslag. Evan var god nok i det praktisk, så måske ville det virkeligt virke, hvis de lavede noget teori om til noget praktisk. Det hjalp dog ikke på den teoretiske del af opgaven, men det havde Wolf også et forslag til, og Evan nikkede, idet hans blå øjne blev rettet mod jorden.
Tænk at manden rent faktisk ville bruge så meget tid på ham. Evan havde jo ikke ligefrem været den bedste elev igennem tiderne, så tanken om at der var en derude som faktisk… tænkte på ham, efterlod ham med en god følelse i maven, som lovede sikkerhed og… selvtillid, var det vel? Det føltes i hvert fald godt, idet han vendte blikket imod manden igen, efter at have tænkt lidt over planen. Det var faktisk en god plan. En rigtig god plan.

Evan bed sig dog tænkende i læben, før han åbnede munden; ”Okay. Hvis du mener at det vil hjælpe.” Han trak på skuldrene, stadig med et lille smil på læberne, idet han så væk, som var han pludselig blevet pinligt berørt over situationen. Dette var dog ikke tilfældet. ”Men, erhm, hvordan kommer det så til at forgå? Jeg har jo Quidditch træning et par gange om ugen… Og så skal jeg op på Hospitalsfløjen ret tit med mit ben.” Han kløede sig i baghovedet, hans smil var blevet en tand mere fjollet og rødmen var på vej tilbage i hans kinder, idet der formede sig en sætning i hans hoved, som måske godt kunne komme til at lyde forkert, især for en dreng på Evans alder;
”Hvor og hvornår vil De ha’ mig, Professor?”